Fortællebussen



Kærlighed uden grænser og alder - Thomas og Marguarita

Den 60-årige danske journalist Thomas troede, han i juni skulle på en reportagerejse til en lille landsby i Senegal. Men skæbnen og kærligheden ville det anderledes. En uge senere var han blevet gift med 23-årige Marguarita, og nu sidder han ved Henne Strand og venter på, at hans nye afrikanske kærlighed kan få visum og komme til Europa, så de kan starte deres nye fremtid og stifte en familie.

19. august 2017 Kærlighed

Kærligheden har ingen stedsans. Den er tonedøv, farveblind, irrationel – og den kan heller ikke regne.
For når lynet slår ned, når to sjæle kobles sammen, når to øjne opsluges af hinanden, så er alt andet tindrende ligegyldigt.

Og derfor sidder 60-årige Thomas Wiltrup i disse dage på en campingplads ved Henne Strand i det vestjyske og tænker tilbage på den vildeste sommer i sit liv, mens han savner sin 23-årige afrikanske hustru Marguarita.

De to mødtes for første gang en tirsdag eftermiddag i juni, da Thomas landede i Senegals hovedstad Dakar på Afrikas vestligste punkt.
Den danske journalist fra Flensborg, som i dag bor det meste af året i Sydfrankrig, ville egentlig bare bruge sin ferie på at skrive en artikel om det katolske mindretal, som Marguaritas familie tilhører midt i det muslimske Senegal.

Men da han steg ud af flyet i det mest støvet-brune land, han nogen sinde havde oplevet, stod den spinkle kvinde dér og lyste op i en verden af tænderknasende mikrosand.
Hun stod i sin røde kjole, der viste sig at være den fineste, hun havde hjemme i landsbyen i sit primitive skab, holdt sammen af metalklamper, som faderen selv har bøjet af gamle søm.

Thomas så kun hende i Hele Dakar.
Og Marguarita så kun Thomas.

Det var kærlighed ved første blik, parret kyssede på andendagen, få dage senere blev de forlovet, og en uge efter ankomsten blev Marquarita og Thomas gift med familiens velsignelse. Og så gik turen atter hjem til Danmark.

Og nu sidder Thomas hjemme i Danmark, 5100 kilometer fra hans nye hustru i landsbyen Sanghè og venter.
Han har sørget for en officiel invitation fra de tyske myndigheder, og godkendes de på Marguaritas møde på den tyske ambassade i Dakar den 30. august, kan hun allerede tage flyveren få dage efter og møde Thomas i Europa.

Indtil da må de nøjes med deres daglige skriverier og video-telefonsamtaler.


'Det nygifte ægtepar Faye Wiltrup. Og ja, tøjet er af samme stof. Jeg købte stof, og der var nok til tøj til tolv familiemedlemmer, for 70 kroner. Og skrædderen skulle have 30 kroner for at sy en kjole til Marguarita samt en skjorte til mig. Og ja, vi ser glade ud. Men bekymringen lurer. For to dage efter skal Thomas hjem til Europa og efterlader sin kone i Senegal. For hun har endnu ikke visum. Det skal klares. Og der kan nemt gå tre måneder, før vi ses igen ...'

*



Men lad os starte med begyndelsen.
For historien starter nemlig paradoksalt nok for 10 år siden med et hjerte, som ikke ville hele …

Thomas fortæller:

’En dag modtog jeg en venneanmodning, og jeg svarede, som jeg plejer: 'Kender vi hinanden?'
Hun svarede: ’Nej, men du kender en af mine venner, og måske kan du hjælpe mig?’, og det fik kun min skepsis til at vokse, da jeg så, at hun var en smuk, ung kvinde.
Jeg var sikker på, at jeg havde modtaget en fake-profil-venneanmodning, som bare handlede om at lokke penge fra en 60-årig nordbo.

Men der var noget, der var anderledes med hende her. Hun var ikke insisterende, og hun skrev intet om penge, men ville kun have hjælp til at komme i kontakt med en familie, hun som barn havde boet hos, da hun, som hun skrev, havde været i Toulouse for at få en hjerteoperation, som man ikke kunne udføre hjemme i Senegal.
Hun havde dengang været indlogeret hos familien Louvel, og hun havde nu opdaget, at jeg var Facebook-ven med familiens søn.

Og ja, jeg er ven med sønnen. Han er guitaristen i mit rockband her i Sydfrankrig, hvor jeg har boet, siden min ekskone smed mig ud med fynd og klem for to år siden efter et rekordkort ægteskab på bare 14 måneder.

Så jeg kunne nemt researche og erfare, at det var rigtigt, at Stephane og hans forældre, familien Louvel, i 2007 havde haft Marguarita fra en lille landsby i Afrika boende. Og hun havde fået sin hjerteoperation, og den var gået godt, og hun var blevet sendt med flyet hjem til Dakar et par måneder senere.
Det var landsbyens spanske nonnekloster, som skaffede midler til den livsvigtige operation, som fandt sted i efteråret 2007 i Toulouse

Nu ville Marguarita gerne i kontakt med familien Louvel.
Og det hjalp jeg hende med.

Hun svarede som tak, at jeg, hvis jeg havde lyst, var velkommen til at komme på ferie og lære hendes land at kende. Hendes forældre havde fortalt, at jeg kunne bo der, lige så længe jeg ville.

Jeg tænkte mig om, rådførte mig med en god fransk veninde, og en måned senere var flybilletten til Senegal bestilt. Jeg tog flyet til den sydligste og samtidig vestligste destination, jeg nogensinde havde besøgt.


'Jeg er ankommet til Sanghé, og jeg er taget godt imod af Marguarita (til venstre), hendes mor og svigerinde.'

*



Da jeg landede var alt gulbrunt eller gråt, men mest gulbrunt, for passaten sander alt til, og sandet er så fint, at det bliver hængende i selv de fineste silkekniplinger, man kan tænke sig.

Og der stod hun.
Marguarita.

Hun vidste, det var mig, i samme sekund, som jeg ikke kunne få øje på andet end netop hende. Det var som om, der var intet andet var i Dakar denne tirsdag eftermiddag i juni.

Marguarita gennede mig hen til den mest miserable bil, jeg nogensinde havde set. Da vi satte os på bagsædet, tog hun min hånd og sagde ’merci’, og jeg undrede sig, for det var jo mig, der burde sige tak. Og så startede hendes fætter den bil, han havde lånt for at kunne hjælpe sin kusine.

Den lille landsby Sangué ligger 10 kilometer syd for den store by Thiès 60 kilometer øst for Dakar. Landevejen fra Thiès til turist-badebyen Mbour går forbi Sangué.
Fra landevejen drejer man ind ad et spor i sandet og kører to kilometer gennem landsbyen, som består af en snes compounds, som er en separat liggende samling boliger typisk bestående af 5-10 huse.

Et par timer senere ankom vi ad støvede landeveje, børn kom bilen løbende i møde, og voksne nysgerrige kiggede op fra de tæpper, de sad på i sandet, og en mand og en kvinde kom og bød os velkommen.
Han på fransk, hun på et sprog, jeg ikke kendte.

Jeg fik anvist hendes værelse og fik at vide, at der var her, jeg skulle sove.
Marguarita skulle sove i værelset ved siden af sammen med sin svigerinde og svigerindens børn.


'Det var nok i dette øjeblik, jeg blev forelsket. Da jeg oplevede den ro, der hvilede over Marguarita, når hun lavede mad. Ingen stress. Tingene måtte hellere tage lidt længere tid. Det passer fint ind i mit tempo.'


'Smuk, mørk, ukompliceret, god. Min kone, da hun endnu ikke var min kone, sammen med sin svigerindes søn Raymond. Alle tager sig af hinandens børn i den lille compound i landsbyen Sanghé, 60 kilometer øst for Dakar.'


*



Jeg følte mig fra første sekund velkommen og hjemme i dette støvede udsted, hvor alt var så fint, hvor kvinderne hver morgen fejer sandet i fine mønstre, hvor alle bekymrer sig om hinanden, hvor alt går roligt og langsomt, og hvor man har tid til hinanden.

Allerede på andendagen kyssede ’Margo’ og jeg hinanden - i hemmelighed, for i Senegal, som i andre muslimske lande, viser man ikke kærlighed offentligt.
Jeg har aldrig set folk kysse hinanden på munden, kun voksne og børn. Men man kysser på kinden som i Frankrig - og man giver hånd og laver high-five.

På tredjenatten bankede det forsigtigt på min dør, efter jeg var gået i seng.
Det var Margo, der ville ind. Hun havde lyst til mig. Og så elskede jeg med denne mørke, mørke skønhed.

Det gentog sig natten efter, hvor Margo fortalte, hun havde lyst til at få et barn med mig. Og hun fik tårer i sine kønne, sortbrune øjne, da jeg spurgte:

’Vil du gifte dig med mig?’

Nu var vi forlovede. Tre døgn efter vort første møde. Og jeg spurgte hende, om hun ville rejse med til Europa og bo sammen med mig med Frankrig som vores hovedbase.

Hendes svar smeltede mit hjerte:

’Det vigtigste for mig er, at vi kan være sammen hele livet. Hvorhenne er ligegyldigt – bare vi kan være sammen …’


'Marguarita har taget en af sine smukkeste kjoler på. Og hun spejler sig i sit eneste spejl, som sidder i et gammelt vægur, der ikke kan gå. Men spejlet er helt, og hun har ikke andre. Hendes værelse er enkelt indrettet. Hun har en seng og et klædeskab. Og af og til hentes en plasticstol ind fra haven.'


'Smykket om halsen på Marguarita vidner om, at jeg har friet denne morgen. Og jeg har fået ja, ikke bare af hende, men også af hendes fars lillebror, der – traditionelt – er den ansvarlige i familieanliggender.'

*



Marguaritas familie så til fra sidelinjen.
De så, der var en tiltrækning imellem os, og de forstod, jeg havde fortalt, at jeg kunne lide hende, og hun havde svaret mig, at hun allerede elskede mig.

Pludselig gik det op for mig, at min ferie i Senegal havde fået en helt anden dagsorden.
Jeg skulle giftes med Marguarita.
Og det med det samme.
For jeg skulle snart hjem igen, og skulle hun have en jordisk chance for at få et visum til Tyskland, skulle vi først være gift.

Så Marguarita fortalte mig om de lokale traditioner:
For at blive gift skulle jeg gå til hendes fars lillebror, Camil. Det er ham, der er familiens ansvarlige i familieanliggender. Jeg skulle bede ham om lov til at blive gift med Marguarita, hvorefter han ville konferere med Margo’s forældre.

Jeg skulle også give ham fem kilo cola-nødder og fem kilo pebermyntebolsjer, som senere skulle deles ud blandt landsbyens beboere.
Jeg skulle også fremvise en gave, som jeg havde givet til min kommende brud.

Herefter lå vores skæbne i hænderne på Camil.
Han kunne anerkende ægteskabet eller nægte det.


'Forberedelse til bryllupsfest. Marguarita (stående i døren ind til hendes værelse) betragter sin storesøster Marie Madeleine folde papirsservietter til bryllupsfesten, mens lille Mammi (den anden storsøsters datter) holder øje med fotografen.'


'Vi er på vej til vores eget bryllup. Vi sidder på den midterste sæderække af den lejede syvpersoners Dacia, som vi en dag præsterede at være 19 børn, på vej hjem fra skole, samt tre voksne i. Marguaritas far er vores chauffør, og der er også fire vidner med i bilen.'

*



Jeg havde lejet en gammel syvpersoners Dacia under mit ophold, så jeg kørte ind på markedet i byen og kom tilbage med colanødder og bolsjer, og vi fik ja til ægteskab, og vi blev gift, og alle blev glade, og der blev festet og danset, og der blev bestilt et orkester til at spille i to dage midt på gårdspladsen, og det larmede mellem husene af de mange trommer og den enlige elektrisk forstærkede guitar, som spillede de samme tre akkorder to aftener i træk, og børn og voksne dansede, så det gulbrune, senegalesiske sand stod i heftige skyer om de primitive barakker, og høns og geder og æsler flygtede langt ud i hirsemarkerne.

Vi fik herefter lov til at overnatte sammen, indtil jeg skulle hjem.
Og i bryllupsgave fik vi en byggegrund, hvor vi kan opføre et hus, halvanden kilometer fra Marguaritas familie.

Jeg har også fået et nyt navn, og nu hedder jeg Thomas Jesper Birane Faye Wiltrup.
Mine nye navne Birane Faye blev jeg tildelt af den ældste mand i familien, og Birane Faye er navnet på en afdød, elsket mand i familien.
Familiens efternavn er Faye, og det er et lige så almindeligt navn i Senegal, som Jørgensen er i Danmark.

Min nye hustru hedder Marguarita Adelaine Faye Wiltrup.


'Det officielle bryllupsbillede, taget af en af rådhusets medarbejdere, efter vi er blevet gift. Marguaritas far Raymond med cowboyhat og dennes lillebror Camil (med kasket). Det er ham, der er familiens ansvarlige i familieanliggender. Og det er ham, jeg bad om lov til at blive gift med Marguarita. Og denne svarede – efter at have konfereret med Margo’s forældre – ja.'


Intimt, roligt og godt. Det er efter bryllupsnatten. Vi er vågne, men ikke endnu stået op. Og Marguarita skriver dagbog.

*



Jeg blev forelsket i Margos umiddelbarhed. Med og hos hende er intet kompliceret, intet fordømmende, intet undrende, men bare nærvær og hengivenhed.

Og så er hun smuk og god.

Hun blev forelsket i mig som en ikke fordømmende og yderst hensynsfuld mand, der, som også hendes far udtrykker det, opfører mig korrekt og "med Gud".

Vi taler fransk sammen. Det officielle sprog i Senegal er fransk, og det tales af flertallet af befolkningen men ikke af alle. Hendes far taler flydende fransk, og hendes mor forstår det, men taler kun nogle få ord. Marguarita taler fransk og spansk samt, det overalt i Senegal talte Wolof samt det lokalt i området omkring landsbyen talte Safene.
Med familien taler hun Safene.

Hun taler spansk, fordi der er en spansk mission og kloster i landsbyen, og hun har haft spansk i gymnasiet.
Landsbyen, som er på omkring 1.000 indbyggere, har egen skole, eget gymnasium, et lille sygehus, en moske og en katolsk kirke - og de to sidste ligger lige op ad hinanden.

Jeg taler selv flydende - men ikke perfekt - fransk.
Ingen i Marguaritas familie taler engelsk, men Margo ønsker, når hun kommer til Europa, at lære engelsk, tysk og dansk, så hun til sidst mestrer syv sprog.


'På vores bryllupsgave. Marguaritas far og et par familiemedlemmer er taget ud med os for at vise os det stykke land, de har givet os. Vi kan bygge på grunden, hvis vi vil, siger de. Eller vi kan, hvis vi vil, lade grunden ligge ubebygget – og så bygge på deres grund tæt ved deres hus. Vi bestemmer.'


'Marguarita og jeg er på tur rundt til de af hendes familiemedlemmer, der bor et stykke væk for at præsentere 'giraffen'. Her er det en af Marguaritas bedstemødre.'

*

 

Margo har endnu ingen uddannelse.
Hun afsluttede denne forsommer gymnasiet som 23-årig.
Hun blev to år forsinket som følge af sin hjertesygdom, men i Senegal er det intet problem. Man ændrer bare folks fødselsattester, så tingene passer, for i Senegal tæller tal ikke.
Derfor er Marguarita – som er født den 8. februar - officielt 21 år, men reelt 23 år.
I passet og hendes identitetspapirer står fødselsåret 8. februar 1996, i ældre papirer 8. februar 1994.

Brylluppet i Senegal er som sådan ikke anerkendt i Tyskland, men Marguarita medbringer, når hun kommer, en vielsesattest, som er oversat til tysk, og den bliver så endeligt anerkendt i Tyskland.
Eller også gifter vi os simpelthen igen på rådhuset i Flensborg.
Vi kan også vælge en kirke eller et rådhus i Danmark.

Under alle omstændigheder ønsker vi en kirkelig velsignelse, og det bliver nok - af hensyn til hendes store familie i Senegal, mens min i Danmark nærmest er ikke-eksisterende - i hendes hjemby.

Fremtidsdrømmen er at bo både i Flensborg, hvor jeg har folkeregisteradresse og bor til leje på et værelse hos en ven, når jeg skal arbejde som freelancer for Flensborg Avis, og i Cap d'Agde i de syv-otte måneder hvert år, hvor mit sommerhus dernede ikke er lejet ud samt i Danmark, hvor campingvognen ved Henne Strand er et pragtfuldt minisommerhus med alle faciliteter såsom køkken, badeværelse, grillplads, skøn natur, egen have og det hele lige uden for døren.

Og så naturligvis også i Senegal, hvor jeg har min nye, skønne, store familie, som elsker mig, og jeg dem.
Der vil vi nok være i de koldeste og mørkeste måneder, og måske bygger vi et hus på den fine grund, vi fik i bryllupsgave.

Altså fire skønne adresser hvert år.
Det mondæne Sydfrankrig, Flensborg, Danmark og så den lillebitte landsby Sangué, hvor der sjældent kører biler.

Den udslidte rutebil tager turen ind ad sandsporet to gange dagligt, så man kan fange bussen til Thiés om morgenen, og den dytter hele vejen, så folk kan komme løbende i tide og komme med.
Om eftermiddagen går bussen tilbage. Turen koster én krone og 20 øre for den én time lange tur på 15 km.

Har man en bil, og nogle lokale skal samme vej, er det kutyme, at man stopper op og tager folk med.
Da jeg var dernede og lejede den gamle syv-personers Dacia, stod en skoleklasse og tomlede, og så var vi pludselig 19 børn og tre voksne i bilen …


'Et billede, jeg elsker. Min Marguarita med sin brors og svigerindes lille søn, Raymond.'

*



Lige nu glæder jeg mig bare som en vanvittig til at se min unge hustru igen.
Og indtil det sker, sidder jeg og undres.
Undres over, at ingen i Senegal nogen sinde spurgte om min alder.
Ingen spurgte til min økonomi.
Ingen spurgte om noget som helst, der kunne eller skulle besvares med et tal.

I Senegal går ingen op i alder eller penge.
Under vores bryllup sagde Marcos far Raymond til mig:

’Det, der interesserer os er, at du er et godt menneske, der opfører dig korrekt. Som vil elske vores datter. Som vil vise hende verden. Som altid vil tale med hende frem for at tale til hende. Og som vil støtte hende i hendes kristne syn og være der som en del af vores familie. I skal selv bestemme sammen, hvad I vil. Og vil I bygge et hus her i byen på den byggegrund, vi gav jer i bryllupsgave, så bliver vi glade.’

Jeg mødte ikke én eneste fordom i Senegal.
Til gengæld vidste jeg allerede i flyet tilbage til Frankrig, at alle ville stille spørgsmål og udstille deres fordomme.

Og jeg har mødt masser.

’Hvor gammel er hun?’
’Hvad vil du med så ung en kone?’
’Er hun sexet?’
’Er hun god i sengen?’
’Hvis I får børn, får de jo en gammel far …’

Og mange, mange flere.

Jeg har skullet forklare igen og igen, at Marguarita kun er 23 år. At hun vejer knap 40 kilo. At hun ingen børn har, for hun har aldrig været gift. At hun har fire søskende. At hun bor 60 kilometer fra Dakar, at det tager seks timer med fly, og at billetten koster 340 Euro.


'Margo sammen med sin onkel.'

*



Og nu venter vores nye liv lige om lidt.

Nu mangler vi bare visummet til Marguarita, så hun kan blive forenet med sin mand.
Hun er ufattelig nøjsom. Hun køber kun det allermest nødvendige, og det bliver et chok for hende at møde vores overflodssamfund.
 
Til gengæld er hun revnende ligeglad med, at hendes nye mand er langt over dobbelt så gammel som hende. For hende betyder tal intet.
Blot han er et godt menneske.

Marguaritas største og første drøm er at få børn.
Og det er også min. Hun ønsker sig fire. Jeg kan nemt klare mig med to.

Senere vil Margo også gerne uddanne sig.
Hun vil også gerne have et arbejde, hvis det er muligt.
Måske skal der også bygges et hus i Senegal. Måske ikke.

Jeg elsker Marguaritas hjerte, for det var hendes syge hjerte, der førte os sammen, og en ny familie er allerede ved at blive bygget i min bevidsthed, mens jeg sidder her i campingvognen ved Henne Strand.

Jeg har lovet både hende og hendes familie, at jeg vil gøre mit bedste.
For hun har allerede givet mig noget meget stort.
Nemlig en familie uden fordomme, uden aldersdiskrimination, uden modstand.

En ny familie, hvor det, der tæller, er alt det, der ikke kan tælles …’




Gå aldrig glip af en fortælling

Tilmeld dig nyhedsbrevet og få besked, hver gang Fortællebussen fortæller nye historier fra danskernes liv.
Du kan til hver en tid framelde dig nyhedsbrevet igen i bunden af hver email.