Fortællebussen



Den dag Hans Peter døde

En dag i 2005 døde den tidligere professionelle OB-spiller Hans Peter Utoft i en gokart under en herretur. Men Hans Peter kom tilbage til det liv, som han i dag nyder, mærker og lever mere intenst end nogen sinde før. For somme tider skal man på kanten af tilværelsen, før man for alvor sætter pris på den.

8. april 2017 Sygdom

Det var en weekend i september 2005.
Svogeren havde inviteret på den årlige herretur til Husted Mose for ‘Husted Moses Mandskor’, som de kaldte sig - men synge kunne ingen af dem.
Til gengæld blev der altid hygget igennem, og den nordfynske skolelærer Hans Peter skulle sørge for bacon og pølser til ‘The Full English Breakfast’.

Det sidste, han husker er, at han står og snakker med slagteren …
Hvad der skete mellem lørdag middag og onsdag har han siden fået forklaret:

‘Efter at have fået mine varer hos slagteren, hentede jeg min nevø i Bogense. Vi blev kørt til motorvejen, hvor vi blev samlet op af Knud. Så kørte vi til Egtved, fik læsset om og tog 11 mand til Vandel militære lufthavn, der bl.a. bruges til gokart-race – inden vi skulle overnatte i jagthytten i Husted Mose.

Jeg var med i første heat, og 20 sekunder inde i løbet tabte jeg hovedet ned på rattet og kørte ind i dækkene, der omkranser banen.
Knud kørte lige bag mig, og han kom hurtigt til undsætning. Han fik stoppet motoren, fik mig forsigtigt ud af gokarten og tog hjelmen af mig.
Jeg var blå i hovedet, og jeg havde ingen puls, og Knud - som er tidligere jægersoldat, gik straks i gang med genoplivning. Heldigvis var der i gruppen også en Falck-redder.

Nogle af de andre ringede 112, men igen var heldet på min side. På stedet var der en hjerteambulance inklusive en læge, til et andet arrangement. Så jeg kom i løbet af 12-15 minutter under kyndig behandling, og var på vej til Vejle sygehus.

Her blev jeg lagt i respirator og lagt på køl med en kropstemperatur på 30 grader indtil om tirsdagen, hvor jeg blev vækket og langsomt kom til mig selv igen. Jeg husker dog kun små detaljer fra tirsdagen.

Onsdag kunne jeg overflyttes til OUH i Odense, hvor jeg fik en fin modtagelse af personalet og ikke mindst af Anne, min kone. Det må sgu have været svært for hende, og ikke mindst mine to store dejlige piger. Fik de nu en grønsag retur, eller var han stadig den samme skøre, livsglade far og mand som tidligere?

Jeg havde en kraftig lungebetændelse med fra Vejle, som skulle nedkæmpes, inden jeg kunne undersøges for forsnævringer i kranspulsårerne. Det tog en lille uge. Her gik mange forskellige og mærkværdige tanker gennem hovedet på mig. Jeg var utrolig glad og lykkelig - ikke nedtrykt eller deprimeret. Jeg havde jo ikke oplevet det forfærdelige og uhyggelige ved situationen de foregående dage. Det havde til gengæld alle i min familie og alle mine venner, der var med på turen.
Jeg var glad for at være i live, for at se min kone og pigerne.
Jeg lå på hjerteafdelingen B-1 og kiggede ud over de røde tegltage på kræftafdelingen – og jeg glædede mig virkelig over synet.
Jeg var i live. Jeg havde ikke ondt, havde ikke kræft, men jeg var bare træt. Jeg kunne nyde selv de mindste små ting på en positiv måde. Jeg blev godt behandlet – sygeplejerne og lægerne var søde og venlige.

Men nedturen kom, da jeg så, hvor tilstoppede mine kranspulsårer var. Tre steder var der kun fem procent passage tilbage, og der var flere andre diffuse tilstopninger.
Det tog sgu modet fra en ellers glad og veltrænet mand. Mange spørgsmål opstod: Hvordan kunne jeg, med gode sunde kostvaner, ikke ryger og sportsmand over en kam være så tillukket?
Ingen kunne give et fornuftigt svar, og det har jeg endnu ikke fået. Et gæt kunne være generne, selv om min familie ikke har vist noget tilsvarende.

En bypassoperation var nødvendig, og der var 14 dages ventetid, men en andens patients afbud til operation, blev min redning, og jeg kom på bordet allerede efter otte dage. Og jeg fik en bypass med hele fem omkørsler ved hjertet.
Der kom nye infektioner og yderligere ventetid, inden jeg kunne komme hjem. Men hjem kom jeg. I live efter 32 dages ophold på sygehuse …’

For 61-årige Hans Peter Utoft - der som professionel fodboldspiller vandt guld med Odense Boldklub i 1987 - har oplevelsen forandret hans måde at tænke på.
Han viser mig billedet fra den dag, hvor han kom hjem, med operationsarrene på sin veltrænede krop, og fortæller, at han og familien i dag gør mange flere ting impulsivt.

‘Vi har bl.a. købt campingvogn, vi tager på ture sydpå, vi hygger med vore piger, lever i nuet, og i forsøger hele tiden at være positive.
Jeg og vi er ikke nervøse og bange for fysiske udfordringer, som en del hjertepatienter desværre er.
Det er kun mine slidte fodboldkrop og ryg, der sætter stopper for løbeturene og andre hårdt krævende aktiviteter.

Mange oplever at blive depressive og energiforladte efter en alvorlig sygdom, men her har min og vores indstilling til livsværdierne været stik modsat. Humøret og indstillingen til livet har altid været med en positiv indgang.
Nyd hver dag, få det bedste ud af det i alle situationer. Det kan være svært, men kæmp for det!
Selv her knap 12 år efter mit stunt, som min dejlige kone kalder det, glæder vi os dagligt over at kunne gå på arbejde, møde elever og kolleger med et smil på læben, nyde den smukke natur vi er omkranset af, fuglenes fløjten, og at vi kan gå en tur på golfbanen. Alle de små ting i hverdagen. Mit livsmod kan ingen tage fra mig. Life is good …’

Smiler Hans Peter og afspiller ringetonen på sin telefon.
Det er Dire Straits-nummeret ‘Walk of life’.

‘There's just a song in all the trouble and the strife
You do the walk, you do the walk of life …’






Gå aldrig glip af en fortælling

Tilmeld dig nyhedsbrevet og få besked, hver gang Fortællebussen fortæller nye historier fra danskernes liv.
Du kan til hver en tid framelde dig nyhedsbrevet igen i bunden af hver email.