Fortællebussen



Diana & Olde

Diana elskede sin mormor, og 'Lille Olde' elskede Diana. Læs om den rørende afsked på dødslejet mellem de to i denne lille historie om kærligheden, livet og døden.

8. april 2017 Kærlighed

Hun hed Olga Kirstine Petersen, men blev altid bare kaldt for 'Olde'
Og lørdag i september 2013 sagde hun farvel til denne verden i selskab med sit barnebarn Diana.
Billedet er fra aftenen forinden, fredag den 13. september. Dagen før - om torsdagen - var Olde kommet på Hospice Søndergård i Måløv. Hun havde været vågen og frisk efter omstændighederne, og hun syntes, der var dejligt.

‘Om hun helt var klar over, hun skulle dø, er jeg ikke sikker på, men om aftenen stjal hun chokolade i opholdsstuen. Og da hun kom i seng, vågnede hun aldrig op igen.’

Olde blev født i 1920. Samme år som Buster Larsen, Jørgen Clevin og Paul Hagen. Og en aften 93 år senere hviskede hun til Diana:

‘Vi må se om Sankt Peter vil lukke mig ind, eller om man får sparket'.

Det var de sidste ord.

‘Men jeg oplevede, at hun mærkede min og min søns tilstedeværelse, for hun trykkede os i hånden. Men så forsvandt hun ind i sig selv, og ansigtet blev meget anderledes, så det var kun et spørgsmål om tid. Til sidst blev vejrtrækningen mere overfladisk.
Vi holdt hende i hånden, og jeg havde mine læber ved hendes ansigt. Døden lød som en slags hoste efterfulgt af en pause af stilhed, hvorefter vi begge fik et chok, da der kom en sidste vejrtrækning.’

53-årige Diana bor i Kalvehave, og hun viser mig et billede, hun har fået lavet af de to sammen på fotolærred - og den kæmpestore nøgle, som Olde havde hængende på sin væg.

‘Vi spøgte ofte med, at det var nøglen til Sankt Peters port’ …

Diana fortæller om sit specielle forhold til sin mormor.

‘Jeg lærte hende at kende, da jeg var to år, jeg voksede op hos hende, og det var mig meget magtpåliggende at jeg var der i fredelige omgivelser på hendes sidste rejse. Men før den dag, havde jeg gennem tre år været sammen med hende tre gange ugentlig. Jeg spurgte Olde, om hun tænkte på døden, men det gjorde hun aldrig, 'Vi skal jo alle samme vej’, sagde hun altid …

At kende en døende er en gave, hvis man tør se på det menneske som venter på det sidste åndedrag, når der er tale om en forventelig afslutning på livet, og når der ikke er tale om en traumatisk og uventet hændelse.

Min mormor var en del af en generation af kvinder, som har levet et liv hvor det at være kvinde var at tilgodese andre end egne behov uden de valgmuligheder. som vi kvinder kender idag. Dengang var en kvindes behov for voksen, sensuel kærlighed et ukendt fænomen. Olde stammede fra en generation med fattigdom, krig og basal overlevelse.

Vi præges alle af det levede liv. Fortællingen er vores nedarvede historie.
Har vi nået at elske, har vi vist vi har elsket, har vi følt os elsket?
Jeg elskede Olde - og jeg savner hende hver eneste dag …’






Gå aldrig glip af en fortælling

Tilmeld dig nyhedsbrevet og få besked, hver gang Fortællebussen fortæller nye historier fra danskernes liv.
Du kan til hver en tid framelde dig nyhedsbrevet igen i bunden af hver email.