Fortællebussen



Rene og hans familie blev torpederet af en bil på fortovet

En februar-søndag i 2010 blev Rene og hans kone og børn påkørt af en bil på fortovet i Gammel Kalvehave bare hundrede meter fra familiens hjem. Hustruen Lotte døde, og Rene overlevede efter måneders sygdom. Læs historien om, hvordan det er at leve videre med mén på krop og sjæl - men hvordan tiden healer, og hvordan kærligheden pludselig kan vende tilbage fra en helt uventet kant.

15. april 2017 Død

Det var ulykken, som ikke burde kunne ske.

Men det gjorde den som et lyn fra en klar himmel, og i et splitsekund blev en familie revet fra hinanden. Bare 100 meter fra hjemmet.

‘Jeg tænker på ulykken hver eneste gang, jeg ser og hører om folk, som bliver kørt ned med en lastbil i et terrorangreb. De var også på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Jeg kunne jo lige så godt have vundet fem millioner som at blive kørt ned på fortovet …’

Vi står uden for rødstenshuset i Gammel Kalvehave med påskriften ‘Antikken’ og skiltet ‘Smukt og brugt’, og 59-årige Rene kigger ned mod det sted, hvor alt gik galt for syv år siden. Bare 100 meter fra hjemmet.
‘Jeg havde lettere kunnet forholde mig til, hvis jeg var gået på en trafikeret vej eller var kørt galt i min bil, men at Lotte skulle dø på denne måde …’

De mødtes allerede i skolen, hvor de blev kærester som 16-årige i 2. real, og som bare 20-årige - for 39 år siden - købte de huset, hvor de også etablerede deres drøm om at sælge gamle antikke varer. De byggede alt op sammen.
Og som årene gik skabte kærligheden også de to sønner Rasmus og Frederik.
En lykkelig familie, som var gået efter og havde skabt deres drøm.


Men søndag den 28. februar 2010 gik alt galt.

Lotte og Rene havde netop lukket butikken, og de sad sammen med Frederik på 9 og Rasmus på 15 og hyggede puslede med nogle påskepynt, da familiens hund skulle luftes.
‘Vil I med’, spurgte Rene - og det ville både Lotte og drengene, og så gik de hen af landevejen, som de havde gjort så mange gange tidligere.

Men denne regnvejrstunge februar-dag nåede familien ikke hjem.

Klokken 16.49 kørte en 20-årig mand fra Vordingborg pludselig tværs over vejen og direkte ind i familien bagfra.

‘Vi røg ud til alle verdenshjørner, og mere husker jeg ikke …’

Da Rene efter flere dage vågnede op med mange knogler smadret i venstre side af sin krop, og svære skader på lungerne, blev han først ramt af en dyb og tung skyldfølelse.
‘Da morfinens virkning fortog sig lidt, og jeg for første gang kunne tænke nogenlunde klart, husker jeg tydeligt, at jeg havde en fornemmelse af: Jeg er kørt galt. Der var noget med nogle biler. Det måtte være mig. Måtte være min skyld’

Men så fik Rene, som selv havde været i livsfare, overbragt den frygtelige besked, at Lotte var død.
Hun var efter ulykken blevet indlagt på Rigshospitalets traumecenter med skader i hjernen og på lungerne samt brud på rygsøjlen, men lægerne tabte flere dagens kamp for at redde Lottes liv.

Niårige Frederik var sluppet fra ulykken med en brækket arm.

‘Vi begravede min hustru i kapellet på sygehuset, da jeg kunne komme ud i en rullestol. Og bagefter var jeg helt smadret. Min første tanke var at rejse til Grækenland og drukne mig i rødvin, for hvad fanden skulle jeg ellers gøre?
Jeg kunne slet ikke rumme det. Hvad skal der blive af os, tænkte jeg. Kommer jeg nogen sinde til at gå igen? Kan jeg bruge mig selv og min krop på den måde, jeg har kunnet tidligere? Hvordan fanden skal JEG leve …? Og hvad med økonomien?
Alle de ting drønede rundt i mit hoved midt i den kæmpestore sorg og savnet.’


‘Men så kom erkendelsen. Jeg havde mine unger på 9 og 15. Og hele familien var omkring mig og os. Så jeg skulle jo videre. jeg skulle have mine unger videre. Livet skulle fortsætte. Men der var så meget, jeg skulle lære. Jeg havde aldrig lavet mad. Vidste ikke hvordan man holdt et hus.

Alt det havde Lotte klaret. Men nu skulle vi få hverdagen til at virke. Ungerne skulle i skole. Antikbutikken skulle fortsætte, og det kunne den kun, fordi jeg fik en erstatning.’

Rene besluttede hurtigt, at de skulle blive boende i huset.
‘Mine børn er født her. Det er her, vi er. Her vi bor. Drengene er i det hele taget kommet hamrende flot igennem det. Vi har snakket rigtig meget, og brugt rigtig meget tid på hinanden. Og efterhånden kører man stille og roligt videre, og får sit liv op på et gear igen.’

Men kampen for at vende tilbage til livet var hård.

Rene husker stadig, hvordan han kom hjem med krykker, og da han kunne rejse fra sig rullestolen, kunne han kun gå få meter.
‘Da jeg så kunne gå lidt længere, købte jeg 15 rummeter brænde, som jeg stablede med én hånd. Den anden havde han i gips. Det tog halvanden måned - mod normalt to dage. Men det var mentalt vigtigt for mig at gøre det, for jeg skulle ikke tænke på andet end dét …’


I dag har Rene stadig men efter ulykken.

‘Jeg har jern og skruer i hele venstre side af kroppen, og kvæstelserne i min ene hånd betyder, at jeg ikke længere kan spille guitar, men jeg overlevede, og mine sønner overlevede.’

Den 20-årige - som ikke var påvirket - forklarede i øvrigt politiet, at havde havde kørt 60-70 kilometer i timen, og at ratlåsen havde sig sig fast, og han intet kunne gøre for at undgå påkørslen.

Han blev året efter - i 2011 - dømt for uagtsomt manddrab.

Hvad har ulykken lært dig om livet, spørger jeg Rene.

‘Kun at det pludselig kan være slut … Vi skal ikke forvente noget. Vi skal ikke gå og tro, at når vi er 65, så skal vi rigtig nyde livet. Den holder ikke.
Som ung havde jeg travlt. Krudt i røven. Der skulle ske noget hele tiden. Vi skulle tjene nogen penge. Men der skal være fred. Ro. Man skal hvile i sig selv og have det godt inden i med det, man gør …’

Ulykken har heller ikke påvirket Renes tro - for han har ingen.
‘Vi lever og dør. Det er det …’


Og så går livet i øvrigt videre, som livet jo gør - selv når vi udfordres allerhårdest.

I dag skal familien på denne påskelørdag fejre, at 21-årige Rasmus netop er blevet udlært som møbelsnedker. ‘Med bronze!’, smiler den stolte far. Frederik er i dag 16 og går i gymnasiet.

Det går også stadig godt med antikken i butikken.
‘Man kan ikke have sådan en forretning, som jeg har, i så mange år, hvis man tager røven på folk. Møblernes historier interesserer mig meget, og så har jeg altid syntes, det er interessant at bruge en krone og tjene to.
Jeg vil altid tuskhandle og finde ting … ting jeg kan se noget i, som andre ikke kan se. Det synes jeg at sjovt. At restaurere en ting eller ændre den, så den passer til den tid, vi lever i.’

Nå ja, og så har Rene hvad han selv kalder en smuk krølle på historien:

‘Jeg har fået en ny kæreste for nogle år siden, og det er faktisk hende, som jeg var kæreste med, da jeg var 14, før jeg året efter mødte Lotte.
Hun hedder Ninna, og vi var gamle klassekammerater. Vi begyndte at skrive sammen, og så besøgte vi hinanden og fandt ud af, at vi nok ikke var helt færdige med hinanden.
Hun bor i Jylland, hvor hun har tre voksne børn og børnebørn, så vi har et langdistanceforhold, men vi er glade for hinanden, og ungerne har taget sindssygt godt imod hende …’

I dag husker Rene stadig intet fra den skæbnesvangre søndag i 2010 - men han husker de mange, mange blomster, som lå på fortovet i lang tid efter ulykken.

Ulykken som ikke burde kunne ske.

‘Tænk på, hvor mange ting, som skulle passe sammen og ske på samme tid, for at vi blev ramt den dag …’



Fotos: Bo Østlund




Gå aldrig glip af en fortælling

Tilmeld dig nyhedsbrevet og få besked, hver gang Fortællebussen fortæller nye historier fra danskernes liv.
Du kan til hver en tid framelde dig nyhedsbrevet igen i bunden af hver email.