Fortællebussen



Silas er Jehovas Vidne - del 1

31-årige Silas er Jehovas Vidne. Det samme er hans hustru, og sammen og sammen med andre går de og parrets to små børn på halvandet og tre-et-halvt rundt og banker på dørene på Møn. Lyt til første del af denne podcast i tre dele om tro, overbevisning og kærlighed.

18. september 2017 23 minutter Tro Download (MP3)

Du kender det.

De går to og to. Og de banker på døren og står derude med deres blade Vagttårnet og Vågn Op! - og de vil gerne forkynde deres tro og kærlighed til Jehova.

Men hvordan er det at være Jehovas Vidne?

Kom med ind i en ellers lukket verden.

Lyt til denne åbenhjerte og hudløst ærlige podcast i tre dele med 31-årige Silas Hald Jacobsen, som fortæller om om sin tro, sin kærlighed til Jehova, om livet som Jehovas Vidne - og om fordommene, som både han, og hans hustru, der først som 19-årige valgte at blive Jehovas Vidne, selv om hendes familie ikke er det, møder.

Parret mødtes, da han var 25 - og jomfru. Hun var hans første kæreste. For som Jehovas Vidne skal man helst blive gift med en ligesindet, og man skal være gift, før man må dyrke sex med hinanden.

Silas er opvokset i en familie med næsten 100 Jehovas Vidner på begge sine forældres sider, og han valgte selv som 14-årig at blive døbt.

’Jeg har altid haft troen på Gud. Jeg ser det som noget naturligt, at Gud han findes’

'Min tro betyder mange ting. Den betyder først og fremmest at jeg føler mig forpligtet til at behandle alle mennesker godt. Det betyder meget for den måde, som jeg lever mit liv på. Jeg føler mig også forpligtet over for Gud til, at jeg skal være flittig. Jeg skal sætte min familie som det første og gøre alt, hvad jeg kan, for at støtte min hustru og vores to små drenge. Det vigtigste er at have respekt for livet.'


I denne timelange podcast i tre dele fortæller Silas bl.a. om de regler, som Jehova stiller til dine trosfæller. Også den svære med, at hans børn ikke må modtage blod, hvis de en dag skulle komme ud for en ulykke.

Men der er mange andre. For selv om man som Jehovas Vidne gerne må drikke alkohol - dog uden at blive beruset - ja, så har det f.eks. siden 1973 ikke været velset at ryge.

'Det er en måde at vise respekt for livet ikke at besmitte vores legeme', forklarer Silas.

Men hvad er de vigtigste regler?

'Regel nummer 1 er, at du skal elske Jehova, din Gud. Regel nummer 2 er, at du skal elske din næste. Jehova er en slags oldefar, som jeg har respekt for. Jeg ser skaberen, Jehova, som én, der har skabt det hele, fordi han holder af mennesker og af mig. Det er en vild tanke, at den øverste i Universet interesserer sig for os alle sammen.'

Men hvorfor opsøger Jehovas Vidner os andre?

'Jehova har givet os det kald at være opsøgende og forkynde, men jeg skal ærligt indrømme, at jeg nogen gange lige skal mande mig lidt op for at banke på folks dør. Det er ikke altid, det er lige sjovt. Jeg beder til Gud, inden jeg går ud, og jeg føler, det hjælper – og nogle gange føler jeg, at jeg skal bede en ekstra bøn, før jeg banker på døren. Det er nok også godt for mig, men jeg gør det nok mest for Jehovas skyld.'

'Det er somme tider ubehageligt. I Danmark har vi ytringsfrihed, bare vi ikke taler om religion. Og somme tider kan folk godt være så grove, at de næsten taber hæmningerne. Det er både trusler og personlige bemærkninger, og meget ofte siger de ’Det er synd for jer’. Det må være fordi, de har en følelse af, at vi gør det her tvunget og ikke af en fri vilje, og fordi de mener, at vi ikke er særligt kloge. Jeg tror, de mener, at man må være underbemidlet for at være Jehoves Vidne.'

'Vi har forklaret voes børn, at det ikke er alle, der synes det samme som os. Det gør mig egentlig ikke noget, men jeg tænker somme tider, at det er synd for dem, at de ikke forstår, hvorfor jeg står foran deres dør.'

*



Fik du læst Fortællebussens seneste historie om danske Thomas og afrikanske Marguirita? Ellers klik på linket herunder.




Gå aldrig glip af en fortælling

Tilmeld dig nyhedsbrevet og få besked, hver gang Fortællebussen fortæller nye historier fra danskernes liv.
Du kan til hver en tid framelde dig nyhedsbrevet igen i bunden af hver email.